Godtnok er det her mix mere end et år gammelt, men det er først nu at det sådan rigtigt er kommet til sin ret i mine øre. Er ret vild med det – men hey det er jo også svært ikke at være når det er Kanye og The XX ikke?
This mix is obviously a bit old, but sometimes oldies ARE goodies, and it seems this mix just needed some time for my ears to go crazy about it . Love it in this moment and I keep listening to it, way to much . How couldn’t i? It’s Kanye and The XX for god sake!
Jeg er virkelig inde i en farveløs periode i øjeblikket – og det er egentligt ikke fordi jeg er bange for farver, jeg har bare ikke rigtigt lyst til at have dem på. Dog bevæger jeg mig utroligt meget i en monoton verden af sort, grå, hvid og farver i den familie – f.eks. sølv – det er som om anonymiteten blandet med den manglende udstråling af følelser forbundet til forskellige farver er en tryghed for mig . Det er vel den nemmeste måde at skabe et kanvas jeg selv kan male på!
I’m deeply buried in a world filled with monotenous colors – and has nothing to do with me being afraid of color, I really just don’t feel like wearing them. The anonymity about the monotenous spectrum is simply one of the things I seem to love the most – it’s like they create a universe in which I can create what I want without any colors giving away emotions.
Tror helt ærligt der er en lille usynlig sim-person inde i mit hovede som jeg bare elsker at surfe rundt og dresse up! F.eks. har jeg dresset hende op i det her nu, som jeg er ret vild med . Jeg har altid haft en lille kærlighed for statement-piecet . Hvis jeg f.eks. selv vælger at tage min røde læderjakke på, så vil jeg gerne have at resten af tøjet er ret afdæmpet. Det er som om tøjet er rammen og statement-piecet er selve billedet. Hvem ved – måske er det bare mig der har flere issues end Vogue .
I honestly believe I have a little mental sim-person inside my head, that I dress up with different clothes while surfing the internet . For example this outfit, that’s already all over my little sim . When styling I’ve always been a big lover of the statement-piece, and when styling myself I always end up framing this one piece with my other clothes, so that the clothes is simple with one spicy item . Who knows . Maybe I’m just the one who’s got more issues then Vogue!
Jeg har hængt ud med seje Rasmus og lækre Amalie – og så har jeg set herre meget Spongebob!Jeg har forelsket mig i jordens smukkeste Nike Air Max – og så har jeg lært The XX’s nye album udenad, kun fordi det er fantastisk!Jeg har været glitterlækker til 9PR’s fantastiske fødselsdag – og så har jeg lavet kosmisk kunst på min computer!Jeg er blevet forkælet hos H&M da de viste Maison Martin Margiela kollektionen frem – og så har jeg sukket efter Chanel for drinks!Jeg har fået nye hørebøffer fra Monsoon/Accesorize, og så har jeg spist en champagnebrus eller to!Jeg har også spist glimmer på lækre Adidas cupcakes – og så har jeg ikke mindst hygget med Jackson, den arrogante fyr!Jeg har forelsket mig endnu mere i Adidas end jeg allerede var – og så har jeg drømt om jeans af dimensioner fra 5 Units!Og sidst men ikke mindst har jeg spist masser af lækker suppe og mos, med bacon og drukket latte i spandevis!Instagram er mit lille åndehul, og samtidigt er det min lille live-opdaterede photodiary . Jeg elsker at sidde og kigge billeder derinde og samtidigt så syntes jeg det er så mega fedt at dele de billeder der inspirere mig, rør mig, eller bare beskriver hvad jeg laver! Her er nogle af dem der betyder allermest for mig – og dem som jeg har det fedest over, alle sammen fra mit eget feed!
Vil du følge mig på Instagram så hedder jeg mikkelradicke .
Instagram is my little escape from the world, and at the same time it’s my little live-updated photodiary. I love looking t pics and at the same time it’s really cool getting to share the photos that inspire me, touches me, or just simply describe what I’m doing at the moment! This is some of the pics that means the most to me – and those I just find cool, all from my own feed!
You can follow me on instagram by searching for mikkelradicke .
Som i nok har bemærket har jeg været fraværende her på bloggen; der er mange grunde hertil, og dem tænkte jeg at jeg ville uddybe lidt for jer.
Sandheden er at jeg ikke har haft det særligt godt. Det har været en lang process, men jeg føler at jeg er kommet ud på den anden side, måske er jeg ikke kommet hele vejen, men jeg er kommet meget langt derhen af.
Jeg har haft en depression. Jeg har været helt nede i kulkælderen, og har ligget på sofaen og kigget på knaster i gulvet, og samtidigt ikke vidst hvem jeg var og hvilke værdigrundlag jeg havde i mit liv. Jeg har været fanget i et spind af ugidelighed, jeg har været uforstående overfor mig selv og jeg har ikke mindst brugt hver eneste lille muskel og kraft i min krop på at kæmpe mig op af det dybe sorte hul jeg var havnet på bunden af. Og jeg er kommet op. Jeg har haft nogle fantastiske mennesker i mit liv, der har hjulpet mig med at flette den stige sammen jeg har haft brug for, for at kunne kravle op.
Og jeg har lært meget om mig selv, og hvad jeg er for et menneske, en viden som jeg aldrig har haft før eller har kendt til før. Det er noget der har krævet alt min energi og stadig kræver meget af den, men det støttenet jeg har, og de mennesker jeg har omgivet mig med, har betydet utroligt meget for min udvikling og har samtidigt været afgørende. Og er det stadig.
Sandheden er at blogging og blogs generelt har haft småt til ingen plads i min verden, og det har ikke været noget jeg har kunnet identificere mig med, for hvordan finder mig sig selv i en jungle af noget der føltes overfladisk? Det gør man ikke, men jeg har til gengæld også haft en kæmpe trang til at ytre min kreativitet. Jeg har siddet magtesløs på gulvet og har prøvet på at finde ud af hvordan jeg kunne slippe ud med de overvejelser jeg har haft. Hvordan kunne jeg bidrage. Og i sandheden har jeg jo egentligt bare manglet det her medie, som jeg jo elsker så højt og som har været en så stor del af mit liv at det nærmest er naturligt for mig. For ja. Jeg elsker den her blog, og jeg holder utroligt meget af jer, mine læsere.
Jeg ved at det egentligt godt bare kan komme til lyde som om jeg har ondt af mig selv, og ih og åh hvor er det synd for mig. Men det er ikke sådan jeg har det.
Mit liv har, siden jeg var meget ung, været et tog der kørte 180 mod en afgrund, og jeg har ingen redskaber haft for at stoppe det tog, og det var først da jeg skrigende faldt mod bunden at jeg har haft mulighed for at indse at de ting jeg før har fundet utroligt meget værdi i måske ikke var det der var godt for mig.
Derfor føler jeg mig som et nyt menneske. Et menneske med gå-på-mod, og en viljestyrke der ikke kan knækkes. For min vilje er at jeg skal være glad, have det godt, og være god ved mig selv. Og det er jeg kun hvis jeg er ærlig og ansvarsfuld. Som sagt, jeg er oppe af hullet, men der er stadig et stykke vej til oasen. Og det er den vej jeg går nu.
Jeg kan ikke love jeg er her hver dag, men jeg er her! Og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde.
Det vigtigste er vel at jeg kan kigge på mine handlinger og stå bag dem i stedet for at benægte dem?
Som en klog pige engang sagde til mig “Dit liv er en motorvej hvor du altid tager den samme afkørsel, men du bliver nødt til at tvinge dig selv, og samtidigt vænne dig selv til at tage en anden afkørsel”
Jeg har taget en anden afkørsel og har fundet et meget lysere og lykkeligere land.
